I starten af januar loeb aarets foerste World Cup af stablen paa Tasmanien. Jeg var at se paa mellem og sprint finale, men maatte desvaerre staa over paa lang. Det var som alting sjovt at konkurrerer mod verdens bedste orienteringsloebere i udfordrende taerren og paa gode baner. Men desvaare blev denne World Cup runde ikke helt som jeg havde haabet paa da jeg tog hjemme fra Danmark af i midten af september.
Alting gik fint hernede indtil jeg i starten af november paadrog jeg mig en skade i baglaaret. Jeg maatte nedtrappe traeningen og blev noedsaget til at soege hjaelp hos en fysioterapeut. Med alternativ traening og korte rolige joggeture kunne jeg holde mig nogenlunde koerende, men det blev aldrig rigtig bedre af det.
Mine forventninger og maalsaetninger dalede efterhaanden som World Cup kom taettere og taettere paa - jeg vidste godt at jeg var daarligt lobende og at denne World Cup runde ikke ville blive min bedste, eftersom skaden i baglaaret havde saenket mig meget. Samtidig havde jeg en masse negative tanker i hovedet, som var svaere at slippe af med. Jeg stillede, ikke desto mindre, til start og loeb haederlige loeb paa sprint kvalifikation og sprint finale med en placering i finalen som nr. 23. Men paa mellemdistancen fik jeg faar alvor at maerke hvordan min krop slet ikke var i form til at loebe staerkt igennem taerren og op ad bakker. Det, at jeg flere gange maatte gaa op ad bakkerne og foele hvordan jeg intet havde at skyde med fremprovokerede mange negative tanker, som var svaere at kontrollere. Derudover leverede jeg en forfaerdelig teknisk praestation og havde flere store tidstab undervejs. Jeg kaempede mig igennem banen og sled mig ind paa en soergelig 46. plads.
Jeg er meget skuffet og ked af at de maaneder, som jeg havde taenkt skulle blive den perfekte opladning til en spaendende World Cup, blev brugt paa fys-behandlinger og fitnesscenter i stedet for fede traeninger i udfordrende taerrener i omraadet omkring Melbourne.
Men sket er sket og nu er det blot at se fremad. Forhaabentligt kommer der et eller andet godt ud af det hele.
Siden World Cuppen har jeg koblet af og stort set ikke loebet eller lavet nogen form for traening. Det er blevet til enkelte loebeture, et styrketraeningssessioner samt en cykeltur samt en masse kedelige (omend noedvendige) oevelser.
Om et par dage tager turen saa en nu drejning eftersom jeg drager afsted paa roadtrip sammen med Eskil og Thor. Vi koerer nordpaa langs oestkysten indtil vi rammer de fantastiske Whitsunday Islands, hvor vi formentlig tager et par overnatninger - vi har en plan, men alt kan ske!
Planen bunder mest af alt i hvilke kort og taerrener som vi skal forbi og loebe i undervejs. Men nu hvor jeg er skadet og ikke rigtig loeber er det ikke saa interessant for mig. Istedet har jeg nu faaet mulig for at have en mountainbike med paa turen saaledes at jeg ogsaa kan faa traenet, mens vi er afsted. Endelig lysner det lidt og jeg glaeder mig rigtig meget til at give den gas paa vejene og i skovene op langs oestkysten! Nu skal der bare traenes igennem! Jeg er traet af at tage sol og drikke kaffe, mens de andre er ude for at loebe - nu vil jeg sgu ogsaa ud og give den gas!
Forhaabentligt bliver dette et vendepunkt og saaledes en vej mod bedre tider. Det har vaeret haardt mentalt at se de andre loebe afsted, mens jeg paent maatte vente.. Men nu er det slut og fremover bliver det hoejst sandsyndligt dem, som kommer til at vente! For jeg skal ud og koere langt paa den mountainbike - rigtig langt!
/Jakob
